|
af
Uffe
Christoffersen
Tigerens
pels er hovedsagelig okkergul med hvide områder på bugen og hovedet.
Dertil er der de karakteriske sorte tigerstriber der ligger i lange
strøg rundt om kroppen. Jeg har i flere år studeret jordfarven okker,
da jeg finder at netop denne farve kommer tigerpelsens naturlige
farvetoner nærmest .
I de store okkerbrud her i det sydlige
Frankrig, ses en lang række farvetoner, der spænder fra de svagt rosa,
over grønlige, gule og orange toner, til de dybeste røde og mørk
violette - caput mortuum. Navnet okker formodes afledt af græsk "ochros",
d.v.s. "gusten" eller bleggul" -en lidt misvisende
betegnelse i øvrigt, på baggrund af okkerfarvernes ofte overmåde
store farvekraft. Råmaterialet, der overvejende består af ler, farvet
af gule, røde eller rødbrune jernforbindelser, forekommer i større
eller mindre koncentrationer overalt paa jorden. De kan variere
betydeligt i farve - f.eks. fra den gule eller gulbrune italienske Terra
di Sienna, til den røde eller rødbrune spanske okker. I øvrigt kan
farverne svinge stærkt, ikke blot de forskellige geografiske
forekomster imellem, men også inden for den enkelte, lokale forekomst.
Det stærke sollys, der falder paa de
gule eller rødgule skrænter, bevirker at de lyser vældigt op, og
står i en voldsom kontrast til den cølinblaa himmel. De mørkegrønne
pinjetræer der gror i disse områder, er dækket af et fint
okker-støv, som vinden ustandseligt hvirvler op, saa det næsten
ophæver vegetationens naturlige farvekarakter. Men først og fremmest
er det rigdommen af nuancer i selve okker materialet, der er
væsentligt, og dette er en stor inspiration for mig til mit maleri
Okkerfarvene kan, i solen, næsten måle
sig i intensitet med de syntetiske gule, orange og røde kadmium farver,
mens de i skyggen bliver til dæmpede gulbrune farver. På samme måde
lyser tigerens gyldentbrune pels kraftigt op i solen, hvorimod den i
skyggen kan falde i et med omgivelserne på grund af kombinationen af
striber og dæmpede farver. Der er her tale om en vekselvirkning der i
virkeligheden passer så godt til dette temperamentsfulde væsen.
Et er hvad man ser og oplever i naturen, et andet er, når man som maler
står foran staffeliet og skal omsætte disse, til tider modstridende,
idéer eller følelser til billeder. Man må så søge ind i selve
stoffet, og på den måde finde ud af hvad det er man i virkeligheden
vil.
Den måde jeg bruger jordfarver på, er
et forsøg på at anvende dem som man ser og opfatter dem i naturen, i
forskellige belysninger. Ved systematiske undersøgelser har jeg gennem
årene fundet ud af en måde at kompensere for den svækkelse der
opstår når farven kommer ind i atelieret, iklædt , en tube, hvorfra
der kan trykkes en brun substans ud på paletten. På Akademiet i
København var det bandlyst at blande de billige jordfarver med de meget
dyre Kadmiumfarver. Vi skulle enten male med jordfarver eller med
spektralfarverne, ikke blande disse to systemer.
De tre veldefinerede jordfarver jeg
bruger er: gul okker, rå Sienna og rød okker. For at øge
okkerfarvernes farveintensitet må disse blandes med en beslægtet ren
kulør. En gul okker skal blandes med en varm gul kadiumfarve, en rå
Sienna blandes med kadmium orange, og den røde okker blandes med en lys
kadmium rød. Den hvide tilføres i den mængde man nu ønsker, alt
efter hvor lys farven skal være.
Derimod vil en blanding af en farve med en anden kulørværdi og en
okkerfarve ikke kunne bruges i denne sammenhæng da denne blanding, i
stedet for at øge okkerfarvens intensitet omdanner denne til en tredie
farve..
Forsøger man f.eks at blande en
citrongul i en gul okker, vil det grønne i den citrongule nedbryde det
varme gule i okkerfarven, ligesom blandingen af en varm gul cadmiumfarve
med en rød okker vil dreje denne i retning af en mere orange tone,og
derved ændre den i en anden retning end den tilstræbte.
Desuden er det absolut nødvendigt kun at
bruge de reneste pigmenter blandet med et egnet bindemiddel for at opnå
de ønskede resultater. Med disse farver, som strækker sig fra at være
dæmpede og passive til, i en glidende overgang ,at blive aktive i
højeste potens, er det muligt at male en tiger i alle dens
temperamenter. Alle de stadier som et vilddyr nu befinder sig i. Tigre
der slås, leger, parrer sig, jager og fortærer deres bytte m.v.
Samtidig påvirker det også en selv, så de indre kræfter, der styrer
de maleriske instinkter, bliver forløst. Det er naturkræfter der er i
slægt med dem, der styrer rovdyrets instinkter.
For flere år siden var en fransk
psykiater paa besøg i mit atelier. Han bemærkede at mine tigermalerier
slet ikke forestillede tigre, men mennesker.
Uffe Christoffersen |