af

Museumsleder Finn Terman Frederiksen, Randers Kunstmuseum

Uffe Christoffersen ( født 1947) blev i årene 1968-74 uddannet på Kunstakademiet i København, hvor bl.a. Harald Leth og Egill Jacobsen var hans lærere. Han debuterede i 1971 på Charlottenborgs Forårsudstilling og var i perioden 1974-88 medlem af den navnkundige kunstnergruppe Violet Sol.

Uffe Christoffersen forbandt i akademitiden sin intense maleriske fordybelse i farvernes væsen med mangeartede farvekemiske studier og eksperimenter på Akademiets Farvetekniske Laboratorium. Efter uddannelsens afslutning var han i årene 1975-83 fast tilknyttet laboratoriet som timelærer.

Uffe Christoffersen er alment kendt for sine farverige skildringer af vilde dyr. Især tigeren er blevet hans foretrukne dyremotiv. Han fokuserer ofte på det enkelte dyreindivid i udsnit eller helfigur. Han maler også grupper af tigre, der slås, leger, parrer sig, jager og fortærer deres bytte m.v. De enkelte motiver gentages og varieres gerne i flere forskellige billed-formater.

Uffe Christoffersen er dog ikke først og fremmest interesseret i at skildre disse store rovdyrs udseende og biologiske adfærdsmønster. Han er ikke dyremaler i traditionel forstand, men derimod en moderne farvekunstner, der bruger dyremotivet som sit middel til at forløse farvens maleriske udtrykskraft. For ham er farven maleriets vigtigste udtryks-middel, mens motivet og den mere eller mindre abstrakte form, han giver det, "blot" er red-skaber der tjener til at artikulere indholdet i den koloristiske udfoldelse.

Uffe Christoffersens farvekunst er decideret ekspressionistisk, d.v.s. psykologisk selv-spejlende. De stærke farver i hans maleri udtrykker først og fremmest stærke kræfter i hans eget sind. Når han lader sine farveorgier brøle i heftigt udformede fremstillinger af vilddyr, tilkendegiver han samtidig at de indre kræfter, der styrer hans maleriske instinkt og forløser sig i hans kunst, er oprindelige naturkræfter i slægt med dem, der styrer rovdyrets instinkter. Hans farveglødende tigerbilleder kan derudover forbindes med et alment menneskeligt indhold. I sin bog "Tigersol" (1997) kommenterer kunstneren en fransk psykiater udtalelse om, at disse tigerbilleder i grunden slet ikke forestiller dyr, men mennesker: "Måske har han ret i, at jeg snarere med forkærlighed maler dyr for at udtrykke menneskelige relationer og følelser."

Uffe Christoffersen kalder sin udstilling OKKER REFLEKSIONER 2000. Dette hænger sammen med at okkerfarverne med årene er blevet alfa og omega i hans maleriske univers og at han netop her ved årtusindskiftet har nået en markant afklaring i sin dyrkelse af dem.

Uffe Christoffersen har lige siden de unge år i 1970’erne frem for alt koncentreret sig om at kulegrave farvernes egenskaber, både rent praktisk i sit maleri og gennem intensivt farvekemisk analysearbejde. Som alternativ til fabriksfremstillede tubefarver begyndte han selv at eksperimentere med fremstilling af uorganiske farvestoffer og rivning af pigmenter i linolie.

I hans maleri blev de glødende gule og røde kadmiumfarver og den dybblå ultramarin tidligt koloristiske hovedemner. Den organiske modpol til de stærke syntetiske kulører fandt han i jordfarverne, især de gule og rødgule okkerfarver, som snart lagde beslag på hans særlige interesse og har fastholdt den lige siden. I sit arbejde med okkeren har han bl.a. benyttet løvskalsokker, d.v.s. det organiske pigment, der graves ud af jorden ved landsbyen Løvskal mellem Randers og Viborg. Mest afgørende for hans passionerede beskæftigelse med okkerfarverne blev dog en studierejse i 1979 til det nu nedlagte okkerbrud ved Roussillon ca. 70 km. nord for Marseille. Hovedelementerne i Uffe Christoffersen kolorisme blev altså på den ene side de naturlige organiske jordfarver, primært okker, og på den anden side en række syntetiske gule og røde kamiumpigmenter samt ultramarinblå. Hans gennemgående maleriske grundproblem har været at få disse naturlige og kunstigt frembragte farver til at fungere godt sammen og gå op i en højere koloristisk enhed. Det har vist sig vanskeligt, fordi okkerfarverne når de rives i linolie, males op på lærred og ses inden døre ikke mere har den intensive lysrefleksion, som ses, når solen i det fri får okkerbruddets gyldne skrænter til at gløde.

For at finde veje til at kompensere for denne svækkelse og gøre okkerfarverne anvendelige i maleriet side om side med kadmiumfarverne, har kunstneren igennem årene gjort systematiske udendørsstudier af skyggede okkerflader, udsat for refleksioner fra belyste kadmiumfarvede flader. Han opdagede undervejs i disse forsøg, hvorledes de "døde" skyggede okkerflader blev "kaldt til live" (d.v.s. genvandt meget af deres solebelyste intensitet) ved hjælp af disse kadmiumreflektorer. Dette gav ham idéen til at oplive okkerpigmenterne i maleriet ved at blande de parvist beslægtede kadmiumfarver og okkerfarver og tilføje hvidt (for at lyse farven yderligere op). F.eks. kunne han således til indendørs brug genskabe en gul okkers refleksionsevne som han kendte den udendørs i solen ved at iblande kadmium mellem gul og hvidt. Tilsvarende kunne en havanna okker "genopstå fra de døde" ved iblanding af kadmium orange og hvidt. De således restituerede okkerfarver blev dermed så stærkt reflekterende, at det blev muligt at bruge dem som koloristiske ligeværdige billedfarver side om side med kadmiumfarverne.

Det er denne banebrydende fornyelse og afklaring af Uffe Christoffersens kolorit, der nu for første gang præsenteres i og med udstillingen OKKER REFLEKSIONER 2000!

Finn Terman Frederiksen