Rød Bjergcinnober

Rød

          Rød er universelt kendt som symbol på livsprincippet på grund af dens styrke, dens magt og dens glans. Men rød, som er ildens og blodets farve, har alligevel en symbolsk tvetydighed, hvilket afhænger af om den er lys eller mørk.
          Den lyse, klare røde farve, som er glansfuld og udadvendt, hører til dagen, er frisk og opfordrer til handling ved at kaste sin glans over alting som en enorm, uovervindelig sol. Den trækker en med sig. Det er den som er brugt i maleriet, inspireret af Æsop fabelen ”Tigeren og Æslet på jagt”:

På jagt kan en tiger og et æsel fint arbejde sammen.
Æselskryd er en fin halali.
Men man har dog aldrig set et jagthorn hævde, at det selv har nedlagt byttet.

          Den mørke, tunge røde derimod er natlig, hemmelig og nærmest indadvendt. Den er symbol på livets mysterium. Den advarer, holder en tilbage. Den er „forbudsfarven", det er farven på den gamle røde lampe fra bordellerne. Denne farve bruger jeg i maleriet ”Odysseus’ mandskab”, hvor her i Jean de la Fontaines version af mytologien, troldkvinden Kirke forvandler Odysseus’ venner til forskellige dyr med sin trylledrik.
 

Odysseus’ stab blev forvandlet.
Ved list opnåede helten, at få deres skikkelser tilbage.
Men hvem har sagt, at det er bedre at være mennesker end dyr?
Ikke Odysseus’ mandskab: De foretrak deres nye skikkelse.

          Jeg har altid syntes at der manglede noget ved de røde malerfarver man har i dag. Når man holder et glas rødvin op mod solen og lader lyset skinne igennem væsken, ser man et utal af farver, lige fra de dybe røde klange til en rød der springer frem med en turbokraft af energi.
          Hvordan kan jeg finde en dyb, rød farve som ikke er en mørk rød cadmium, en rosa karminrød eller en imiteret cinnoberrød, men en rød klang der både er logisk rigtig, og samtidig mere tvetydig end de syntetiske entydige industrifarver man ser overalt?

          Her er det at rødt bjergcinnober kommer ind i billedet. Den største og vigtigste forekomst af mineralet rødt bjergcinnober kommer fra Sydspanien og er blevet brudt der siden oldtiden og bearbejdet til farvepigment. Farven har været anvendt til vægmalerierne i Pompeji, og i den tidlige renæssance brugte man rødt bjergcinnober sammen med den blå Lapis Lazuli og guld i bl.a. Siena skolens fine ikoner.

          Processen med at udvinde og bearbejde mineralet til farvepigment var meget kostbar, hvorfor man søgte en erstatning for dette, ligesom man har gjort det med mange andre farver igennem tiden.

          Det var araberne der allerede i det 7.-8. århundrede begyndte at fremstille den syntetiske røde cinnober ved at blande kviksølv og pulveriseret svovl, og derefter gløde det ved 600° C. Herved opnåede de et ensartet rødt pigment der kunne bruges i bl.a. deres kunsthåndværk.
 

          Ved at placere flere stykker bjegcinnober-mineral, som har en dyb rød farve ved siden af hinanden, og studere dem i alle belysninger, fra stærkt sollys til dyb skygge har jeg oplevet hvorledes de belyste klare røde sider reflekterede deres kulører ind i skyggesiderne på de andre bjegcinnober-mineraler. Det fik farven i skyggen til at ændre sig til en langt rigere dyb og fyldig rød kulør i stedet for en almindelig flad skyggefarve.
          Det er muligt at blande sig til disse røde farver, Det gør jeg helt konkret ved at blande det syntetisk røde cinnober med andre farver. For at det bliver en logisk klar farve der både kan blive lys og mørk, tilsætte jeg hvidt, gult, rød okker eller kraplak, alt efter hvor varm eller kold den røde farve skal være. Derefter maler jeg den røde farve oven på f.eks. en kold grøn, en citrongul eller en anden farve der derved giver liv til den røde, aldrig rødt på rødt da det er den visse død for farven.

Uffe Christoffersen
 

Se også PDF (619 Kb)