Forord af Sven Jørn Andersen, mag.art., museumsdirektør,
til udstilling på Trapholt Kunstmuseum 1993.
 

Roussillon. 1992 -200 x 245 cm.

Forord

     Det er med stor glæde, jeg kan byde publikum velkommen til separatudstillingen med malerier af Uffe Christoffersen. Hermed realiseres en gammel aftale mellem kunstner og museum, og samtidig markeres udgivelsen af "Carnivora", Thomas Kappels bog om maleren Uffe Christoffersen.
     Uffe Christoffersen (UC), f. 1947 i Hellerup, er i perioden 1968-74 uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han bl.a. har haft Harald Leth og Egill Jacobsen som lærere. Han debuterede 1971 på Charlottenborgs Forårsudstilling og har siden været meget aktiv som udstiller, både herhjemme og i udlandet. Siden 1990 har han haft fast bopæl og atelier i Sydfrankrig uden dog at slippe forbindelsen til det danske udstillingsliv.

Roussillon. 1992 -200 x 245 cm.

     UC er i udpræget grad en figurativ kunstner. Samtidig kan han betegnes som eksponent for den nyekspressionistiske bevægelse, der har udviklet sig herhjemme siden begyndelsen af 1970-erne, og som blev båret frem af den nu opløste kunstnergruppe, Violet Sol. UC, der var en drivende kraft i denne gruppe, er specielt blevet kendt for sine farverige fremstillinger af vilde dyr, først og fremmest optaget af det enkelte dyrs karakteristika: form, farve, stoflighed, bevægelse og - det sværeste, måske - vilddyrets psyke.
     Som mange andre af generationens kunstnere har UC genoptaget maleriet som udtryksform. Hans behandling af oliefarven er meget bevidst i en rigt nuanceret kolorit. Det, han søger, er den rene farvekvalitet. Hertil kommer en lige så bevidst brug af oliefarven som stof, hvor billedrummet opbygges lag på lag i et spil mellem tynde laseringer og mættede penselstrøg.

     UC's optagethed af farven begrænser sig dog ikke alene til det æstetiske. På mange rejser har han opsøgt farvestofferne, hvor de forekommer i rå tilstand. De hjembragte prøver er derefter blevet undersøgt og afprøvet i talrige laboratorieforsøg. Med disse studier har UC nået en omfattende indsigt i farvernes udtryksmuligheder, og det er med denne faglige ballast, han kan improvisere og følge sin kunstneriske intuition.
UC er en original og talentfuld kunstner, på en gang klassisk disciplineret og frigjort moderne. Det specielle motivvalg giver ham mulighed for at dyrke billedets formelementer, men interessen for dyrelivet rummer også en varm kærlighed til den natur, der på grund af menneskets overgreb er i stadig fare for udslettelse. Måske kan de fremstillede dyr oven i købet opleves som moderne fabler om menneskelige relationer? UC’s billeder appellerer stærkt til den umiddelbare oplevelse samtidig med, at de inspirerer til dybtgående reflektioner.
     Det er således oplagt, at UCs udstilling på Kunstmuseet Trapholt er bygget op over temaet "Vilde dyr". Størsteparten af de ca. 20 malerier er udført siden "udvandringen" til Sydfrankrig, heraf en del, med direkte henblik på den aktuelle udstilling. Dog er der også nogle få tilbageblik, bl.a. Trapholts eget tiger-billede, der i 1992 er blevet "eksporteret" til alverdens lande som motiv på Verdensnaturfondens årskort.
     Publikum kan glæde sig til en stor, farverig oplevelse.

Sven Jørn Andersen
Museumsdirektør, mag. art
 

Roussillon. 1992 -200 x 175 cm.
 

Fra atelieret i Fontarèches

Værkstedsnotater af Uffe Christoffersen,
bearbejdet af Sven Jørn Andersen.
 

     Siden 1990 har maleren Uffe Christoffersen haft fast bopæl og atelier i Sydfrankrig, nærmere betegnet landsbyen Fontarèches i nærheden af Nimes. Sideløbende med sine forberedelser til udstillingen på Kunstmuseet Trapholt har han nedfældet en række notater, så det har været muligt at følge arbejdet i atelieret. Notaterne er blevet sendt til museet pr. telefax sammen med talrige arbejdsskitser.
 

Fontarèches den 29. maj 1992.

Kære Sven Jørn.
I dag er jeg blevet færdig med at udvælge de farver, jeg skal bruge i den kommende periode. Der er to gule. Jeg plejer at bruge de helt rene cadmium-farver. Nu har jeg dæmpet dem lidt, så de ligner den gule okker fra Roussillion.
Denne farve er lysende og smuk, når den ligger derude i solen. Men tager man den med hjem, virker den grå og kedelig, særligt når den blandes med linolie. Det er ligesom med havet, der er så blåt. Men tag det op i hånden, så er farven forsvundet!
De andre farver, jeg har valgt, er rød okker i to nuancer, et hold blå og to grønne, nemlig en hidsig gulgrøn og en mørkegrøn. Samtidig er jeg i gang med at vælge motiver, der hænger sammen med farverne. I den kommende tid vil jeg tegne meget.
 

Fontarèches, den 24. september 1992.

Jeg har ryddet op i mit atelier. Væggene er gjort klar til to store malerier i formatet 200 x 245 cm. Motiverne er gennemarbejdet i de to tegninger, jeg sender med. Jeg har også lavet to akvareller og to mindre malerier. Så nu føler jeg mig "stærk og fri" til at gå i gang med de to store.
Inspireret af okkerbruddet i Roussillion skal det ene billede være rødt i klangen, det andet gult. Sidste gang, jeg malede med okkerfarver, havde jeg bundet mig til ude lukkende at anvende disse farver. Jeg syntes, det var logisk rigtigt at brug den rene okker til at genskabe en okker farveklang.
Med den "virkelige" farve i de store skrænter, der lyser gule og røde i solen, kan jeg kun genskabe ved at hjælpe farvestoffet okker på vej med stærke, gule og røde cadmium-farver.

Nogle af skrænterne er nærmest stribede. De steder hvor okkerfarven danner lodrette stribemønstre, vil jeg bruge som udgangspunkt for mine malerier.
Men foreløbig har jeg bredt de to lærreder ud på gulvet. Motiverne skal tegnes op med kul, og derefter skal der hældes terpentin ud over det hele. Og så skal der males løs med tynd farve. Det gør ikke noget, hvis farverne løber ind i hinanden. De må gerne blande sig indbyrdes
 

Fontarèches, den 25. september 1992.

Jeg kom godt i gang med maleriet i går, selv om det godt kan virke
skræmmende med så store herreder. Men allerede nu, hvor motiverne er tegnet op og tynd farve er tværet ud over det hele, er jeg blevet fortrolig formaterne. Jeg har kravlet rundt i begge billeder, næsten som et dyr, der har markeret sit territorium.
De to lærreder var endnu helt våde af terpentin. Først fordelte jeg tynd gul farve ud over store arealer. Derefter rød, blå og grøn. Jeg løftede lærredet op i den ene side, så farverne begyndte at flyde sammen. Det var som at arbejde med en akvarel i kæmpeformat.
Nu ligger de to lærreder og oser. Alle døre og vinduer er åbne, og jeg vil så lave noget helt andet. Men nej. Jeg er allerede i gang med at tænke på, hvordan jeg skal komme videre.
Mine to store tiger-malerier er (vistnok) inspireret af en arkaisk løveskulptur, hvor dyret har fem ben. Det giver lodrette bevægelser. Løven er blevet til en tiger. Flere lodrette bevægelser. Figuren blev nok lidt for statisk, og derfor har jeg bagpå tilføjet et ekstra hoved, der vender modsat. En slags "dobbeltportræt", kan man sige. Jeg har før malet dobbeltportrætter, men aldrig som her i helfigur.
Det bageste hoved skal være mørkt, det forreste lyst. Striberne på dyret bliver lyse på mørk baggrund - og omvendt. Også baggrunden må med i denne vekselvirkning.
I det ene af malerierne har jeg indført en slange, der går rundt om tigerens krop og vrider den, så det bageste hoved kommer til at vende nedad. Slangen, der går diagonalt i maleriet, understreger de lodrette bevægelser. Jeg synes nu, der er opstået en handling samtidig med, at det bageste hoved er blevet spejlvendt og grafisk rigtigt.
 

Fontarèches, den 28. september 1992.

Efter at jeg i morges havde set nærmere på de to store lærreder,
syntes jeg, at farverne var blevet for grelle. Det hvide lærred var heller ikke dækket helt. Det ene billede skulle gerne være "lysende gul okker", det andet "lysende rød okker". Jeg havde jo de første tegninger og akvareller til sammenligning.
Derfor besluttede jeg - som det meste - at indføre okkerfarverne i transparente lag. Igen lod jeg terpentinen flyde ud over de to flader og overmalede derefter store partier med tynde okkerfarver. Når farverne er så flydende, optages de let af lærredet og de første farvelag. På den måde bliver helhedsindtrykket homogent.
Nu har malerierne fået hver sin farveklang, som virker rigtig i forhold til motiverne. Når terpentinen så er dampet af i morgen, kan jeg hænge lærrederne op på væggen. Så er tiden inde til at tage fat på detaljerne.
Slut med maleriet for i dag. Nu skal jeg læse lektier på fransk, for i aften skal jeg hen på skolen.
 

Fontarèches, den 1. oktober 1992.

I dag har jeg hængt de to store malerier op på hver sin væg. De første farveflader med stærke cadmium-farver og de efterfølgende lag af laserende okkerfarver har givet en ganske særlig klang, og jordfarverne har vundet i styrke. Man aner kun motiverne i farvelagene. Denne gang vil jeg helt koncentrere mig om at fastholde farveklangen.
Da malerierne er så store, og hvis man så står foran dem i 23 meters afstand, ja, så lyser farverne på samme måde, som man kan opleve det en solskinsdag i okkerbruddet. Jeg har lige malet de lyse og mørke okkerfarver op. På den måde er den grafiske virkning også blevet fremhævet.
Sidste gang, jeg besøgte okkerbruddene i Roussillion, så jeg pludselig en koboltblå sten på størrelse med en enkrone. Den lyste stærkt på den røde jordbiord. Da jeg tog den op og stod med den i hånden, var den blevet til en ganske almindelig, grå sten. Jeg smed den fra mig, og med det samme, den lå på jorden, var den igen forvandlet let til lysende blåt. Om jeg kan måske denne oplevelse, ved jeg ikke. Men jeg må prøve.
De erfaringer, jeg har gjort under arbejdet med de to store billeder, har jeg taget med i en række mindre billeder. Men jeg må slutte her. Mine franske verber venter.
 

Fontarèches, den 4. november 1992,

Nu arbejder jeg på fire store malerier. Jeg håber, de alle bliver færdige til
udstillingen på Trapholt.
De fire billeder repræsenterer hver sin klang af farven okker: gul okker – rød okker - caput mortuum –lyserød okker. Du kan sikkert genkende motiverne fra de små skitser, jeg har sendt. Motiverne er ret voldsomme. Vilde dyr, der slås med slager. De vælter og drejer rundt med hinanden. Jeg oplever, at motivernes komplekser og konflikter yder modstand og provokerer mig til at finde løsninger. Det skal jeg kunne i kraft af mit kendskab til billedsproget: farve, form, rum, rytme, komplementaritet osv.
På nuværende tidspunkt er malerierne cirka midtvejs i deres udvikling, og jeg er rigtig kommet i "dialog" med dem. Jeg kan se, at der nu mangler et samspil af naturen, farverne og indholdet. Derfor vil jeg tilføje nogle stærke farver, ikke som provokationer, men for at jordfarverne kan blive endnu niere præcise, Så kan der op stå et rytmisk vekselspil mellem aktive og passive farver, og hermed understøttes karakteren i de voldsomme motiver. Alle fire billeder hænger på væggene i mit atelier. Jeg har en stærk oplevelse af, at jeg bor inde i mine billeder.
 

Fontarèches den 20. november 1992.

Så er maleriet, der skal være motiv til udstillingsplakaten, også færdigt. Nu skal det tørre i cirka tre uger. Så sender jeg det, så trykkeren kan komme i gang.
Maleriet er et dobbeltportræt af et tigerhoved, bygget op over en cirkel. Det er holdt i en lidt hidsig, gul tone, der sikkert vil egne sig godt til en plakat...
Munden er tegnet op med en bred citrongul halvcirkel, og indeni er den rød okker. Hvor munden er mørk, er tænderne malet som kraftige, hvide trekanter. To sorte hjørnetænder mod en lysende, gul baggrund.
Det er hele tiden de sammenstødende kontraster, der giver spændingen i et billede, både i former, farver og motiv. Alligevel må de forskellige elementer bringes til at arbejde sammen, så de kan blive til en helhed. Og alt skal males i en flydende strøm, legende let, som en jonglør, der spiller med sine bolde.

Venlig hilsen,
Uffe.