EN RIGTIG MALER

Forord af Sven Jørn Andersen, mag.art., museumsdirektør, 1995
Trapholt Kunstmuseum
 

Trivias to sider. 97 x 130 cm.

  I Så selvfølgeligt det end kan lyde, er det arbejdet med farven, der adskiller maleriet fra alle andre af billedkunstens udtryksformer. Når det kan være påkrævet at minde om denne næsten banale kendsgerning, ja, så er det fordi, en stor del af den billedkunst, der i dag fremstilles under betegnelsen maleri, reelt ikke har meget at gøre med malerens klassiske metier. Farvens særlige kvaliteter udnyttes ikke optimalt, når den f.eks. sprøjtes ud som baggrundstapet for objekter eller inskriptioner, eller når den skal være tilstede som en særlig pointe i en større installation.
Naturligvis er det ikke mit ærinde at tage afstand fra kunstens nødvendige eksperimenter. Måske kan det netop indgå i en kunstners overvejelser at nedtone farvens betydning. Men i en tid, hvor farven ellers flyder i en lind strøm gennem alle medier - der skal jo kulør på den grå hverdag - ja, så kan jeg da ikke lade være med at fryde mig over en rigtig maler som Uffe Christoffersen.
Uffe Christoffersen, født 1947 i Hellerup, blev i perioden 1968-74 uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han bl.a. havde Harald Leth og Egill Jacobsen som lærere. Han debuterede 1971 på Charlottenborgs Forårsudstilling og har siden været meget aktiv som udstiller, både herhjemme og i udlandet. Siden 1990 har han haft fast bopæl og atelier i Sydfrankrig uden dog at slippe forbindelsen til det danske udstillingsliv.

Uffe Christoffersen kan stå som eksponent for den nyekspressionistiske bevægelse, der har udviklet sig herhjemme siden begyndelsen af 1970'erne, og som blev båret frem af den nu opløste kunstnergruppe, Violet Sol. Uffe Christoffersen, der var en drivende kraft i denne gruppe, er specielt blevet kendt for sine farverige fremstillinger af vilde dyr. Hans behandling af oliefarven er meget bevidst i en rigt nuanceret kolorit og en stadig søgen efter den rene farvekvalitet. Hertil kommer en lige så bevidst brug af oliefarven som stof, hvor billedrummet opbygges lag på lag i et spil mellem tynde laseringer og mættede penselstrøg.

Uffe Christoffersens optagethed af farven begrænser sig dog ikke alene til det æstetiske. På mange rejser har han opsøgt farvestofferne, hvor de forekommer i rå tilstand. De hjembragte prøver er derefter blevet undersøgt og afprøvet i talrige
laboratorieforsøg og ofte sammenlignet med den klassiske malerpalet. Med disse studier har Uffe Christoffersen nået en omfattende indsigt i farvernes udtryksmuligheder, og det er med denne faglige ballast, han kan improvisere og følge sin intention.
Uffe Christoffersen er en original og talentfuld kunstner på en gang klassisk disciplineret og nutidig i sit udtryk. Hans ophold under sydlige himmelstrøg har helt tydeligt givet sig udslag i endnu stærkere lys og intensitet i farven, og det ser også ud til, at kompositionen er blevet mere frigjort i retning af den abstrakte ekspressionisme. Uffe Christoffersen er således ikke blevet hængende i det en gang tillærte, men har til stadighed været undervejs. Det bliver spændende at følge hans fortsatte udvikling.

Sven Jørn Andersen
mag.art., museumsdirektør, 1995

TRIVIA

Tre veje – tre farver

Af Uffe Christoffersen

Mange steder i mytologien optræder flerhoved væsener. Hvert hoved symboliserer en måde dette væsen kan optræde på, en speciel magt det har. F.eks. kan en gud med tre hoveder have tre former for magt. Et eksempel på dette findes i den græsk/ romerske gudinde, Trivia, som har tre hoveder.
Trivia er gudinde for spøgelser og trolddom. Hun dyrkedes især ved korsveje, hvor hun på måneløse nætter viser sig i følge med hopper, hunde og hunulve. Hendes navn, Trivia betyder på latin „tre veje". Hun symboliserer derfor et valg med tre muligheder eller verden som grækerne så den: Hades, menneskets verden og Olympen.
Hun har også to forskellige sider af sin personlighed: En god, hvor hun bl.a. giver fødsel, beskyttelse på rejser, rigdom, sejr og trøst - og en ond frygtelig, infernalsk side, hvor hun hersker over spektre, natlige rædsler og frygtindgydende væsener: Hun er troldkvinden, som symboliserer det ubevidste, hvor vilddyr og uhyrer færdes.
 

GUL
Hvad enten den er intens, voldsom, så skarp at den bliver skinger, eller bred og blændende som smeltet metal, er gul den mest meddelsomme og den mest brændende farve. Den er svær at slukke og sprænger altid de rammer, man prøver at give den.
Solens stråler trænger igennem himlens azur og viser den guddommelige oververdens styrke: Hos aztekernes guder er Huitzilopochtli, som er den „sejrende kriger" og gud for middagssolen, altid malet gul og blå på billederne.
Gul, som er den maskuline farve, der bringer lys og liv i parret gul/blå, kan ikke gøres mørk: Den har en sådan tendens til at være lys, at der ikke kan findes meget mørk gul. Gul er altså dybt beslægtet med hvid. Den bringer ungdom, styrke og guddommelig evighed.
Gyldengul er tit en kommunikationsvej mellem mennesker og guder: I Indien brugte man en guldkniv til de store hesteofringer. I den mexicanske kosmologi er gyldengul farven på „jordens nye hud" i begyndelsen af regntiden. Den symboliserer altså fornyelsens mysterier. Af denne grund er Xipe Totek, også kaldet den „hudløse" eller, Skindede" hersker, som er gud fo forårsregnen, også guldsmedenes gud. Ved forårsfestlighederne iklædte hans præster sig huderne fra de henrettede menneskeofre, som de malede gule for at få denne frygtindgydende guds hjælp.

BLÅ
Blå er den dybeste af alle farver: Den lader blikket trænge ind uden forhindringer og fortabe sig i evig
heden. Det er som om den til stadighed flygter.
Blå er den mest ulegemlige af alle farver: I naturen optræder den oftest som gennemsigtighed, som en koncentration af tomrum som £eks. kan være luft, vand, krystal eller diamant, som ingen farve har i sig selv. Tomrum er præcist, rent og koldt.
Blå er den koldeste af alle farver og når den er alene, den reneste, bortset fra det totale tomrum som findes i neutral hvid.
Djengis Khan, som grundlagde det store mongolske dynasti, var søn af det vilde dådyr og den blå ulv. Den tyrkiske og den mongolske litteratur er fulde af blå løver og tigere...
At adelige skulle have blåt blod i årerne kommer af, at det i middelalderen var dødssynd at sværge. Folket undlod derfor dette, men de adelige tog ikke hensyn til forbudet. Men en dag tog en jesuit kongen til hjælp og fik dem til at undgå at bruge Guds navn i deres eder. De erstattede derfor ordet ”Dieu" (Gud) med ordet ”bleu" (blå). På den måde blev ”par la mort de Dieu" (ved Guds død) til ”Morbleu". ”Sacre Dieu", (hellige Gud) blev til ”Sacrebleu" og „par le sang de Dieu" (ved Guds blod), blev til ”Palsangbleu". Selvom tjenestefolkene ofte hørte denne sidste ed, lagde de kun mærke til ”sang bleu" (blåt blod), og da de ikke selv sværgede, sagde de om en adelig for at adskille ham fra en ikke-adelig, at han var en „sang bleu" - en „blåt blod"!

RØD
Rød er universelt kendt som symbol på livsprincippet på grund af dens styrke, dens magt og dens glans. Men rødt, som er ildens og blodets farve, har alligevel disses symbolske tvetydighed, hvilket afhænger af om den er lys eller mørk.
Den lyse, klare røde farve, som er glansfuld og udadvendt, hører til dagen, er maskulin, frisk og opfordrer til handling ved at kaste sin glans over alting som en enorm, uovervindelig sol. Den mørke, tunge røde derimod er natlig, feminin, hemmelig og nærmest indadvendt. Den er ikke symbol på udtryksfuldhed, men på livets mysterium. Den første trækker en med sig: Det er den som bl.a. bruges til flag, reklamer, osv. Den anden advarer, holder en
tilbage: Den er „forbudsfarven", den bruges bl.a. til den røde pære, der forbyder adgang til £eks. et film- eller radiostudie. Det er også farven på den gamle røde lampe fra bordel-lerne. Dennes rolle var at lokke folk til, hvilket måske kan virke modsigende, men det drejer sig jo netop om det største forbud på den tid

Uffe Christoffersen
Village de Fontarèches 1995