|
|
Magasinet
KUNST
har besøgt
maleren
Uffe
Christoffersen,
der på 16.
år bor
i
Sydfrankrig
- og
aldrig
er blevet
træt af
at male
tigre
TIGEREN
ER HANS
VIGTIGSTE
MOTIV
|

AF OLE LINDBOE |
"Hvorfor jeg
maler tigre? Fordi de er smukke dyr. Fordi de bliver ved med at
fascinere mig. Fordi de er hele verden. Fordi de stadig kan få mig til
at male gode billeder. Men læg så lige til, at motivet dybest set er
underordnet for enhver maler - hvad selve maleriet aldrig er. En god
maler kan i princippet male et glas vand hele sit liv og vedblivende
lave interessante billeder. Han selv forandrer sig jo, og lyset
forandrer sig hele tiden. Derved vil han altid lave nye billeder. Og er
han en rigtig god maler, er motivet totalt underordnet," siger Uffe
Christoffersen.
Magasinet KUNST
besøgte maleren i den lille landsby Fontareches i Provence i
Sydfrankrig. For seksten år siden flyttede han herned sammen med sin
kone, Annette Hoff-Jessen, der også er maler. Bag ham lå allerede en
lang karriere som maler, der kulminerede i de år, hvor han var medlem af
kunstnergruppen Violet Sol, en gruppe, der var alles "darling" dengang
i 1970'er og 1980'erne. Med i gruppen var bl.a. Niels Reumert, Gunnar
Møller, Per Bågøe, Jørgen Teik Hansen, Jørgen Haugen Johansen - og
altså Uffe Christoffersen.
Efter Violet Sol
Violet Sol var en fest, så længe det varede. Men da gruppen gik i
opløsning i 1988, blev det svært for flere af gruppens medlemmer at
finde deres eget fodslag igen.
"Jeg var imod, at vi stoppede. Men måtte på den anden side erkende, at
vi måske havde haft vores tid. Alligevel følte jeg en rastløshed
bagefter, som gjorde at jeg begyndte at revurdere, hvad jeg ville som
maler. Langsomt begyndte den tanke at tage form, at jeg kunne flytte, så
jeg og min kone tog til Sydfrankrig og begyndte at lede efter at sted at
bo og arbejde. Vi fandt stedet i en lille by, Fontareches, hvis
oprindelse går helt tilbage til Romertiden. Her fandt vi en gammel ruin
af et hus, som vi siden har istandsat og indrettet, så vi i dag har hver
vores atelier og virkelig har plads til at udfolde os," fortæller Uffe
Christoffersen.
Opholdet i Frankrig har i øvrigt betydet meget for
hans maleri:
"Lyset er helt anderledes end i Danmark. Mere klart, mere skarpt, fordi
solen står højere på himmelen. Når Mistralen - den stærke blæst, der går
nedover landet - blæser, er det som om, den renser alt og gør landskabet
mere skarpt. Vegetationen er også helt anderledes - eksempelvis fra de
store vinmarker omkring os, og det præger igen farverne," siger
kunstneren.
Dyremalere
Dyr har altid været et af malerkunstens mest slidstærke motiver. Tigre,
løver, okser og ørne er blandt de mest yndede dyremotiver op gennem
historien. I sig selv, men også som symboler. Herskere har eksempelvis
været afbildet som løver eller ørne og modsat har æsler og slanger
symboliseret dumme eller snedige egenskaber ved et menneske.
For Uffe Christoffersen har tigerens symbolske betydning aldrig spillet
en rolle. Alligevel begyndte han for nylig at interessere sig for gamle
fabler om tigre.
"Jeg begyndte at dykke ned i Æsops gamle
fabler om dyr, specielt tigre, og gik videre til La Fontaine, som har
bygget videre på Æsop. Det endte med en lang serie billeder, der tog
udgangspunkt i de små fabler. Ikke fordi jeg som sådan ville illustrere
den enkelte fabel, men snarere hente næring fra den. Det er for resten
også sådan, at mange af fablerne er meget billedlige i deres fortælling
Og det kunne jeg bruge," siger Uffe Christoffersen.
På Corners udstilling i år, viste kunstneren en lang række af sine
tigerfabel-billeder - de må åbenbart have ramt plet for de blev alle
solgt.
Den første tiger
Men hvornår dukkede tigermotivet op hos Uffe Christoffersen. Det kan
føres helt tilbage til hans barndom. Han flyttede til Afrika som
7-årig. Her var ganske vist ingen tigre, men de vilde dyr var hele
tiden et nærværende problem. I den syvåriges fantasi antog de vilde
rovdyr enorme dimensioner og blev til en sløret blanding af angst og
fascination.
"Mere konkret dukkede tigeren op, da jeg
gik på kunstakademiet i København. Efter min første periode blev jeg
elev på kunstpædagogisk skole hos Helge Bertram. Vi arbejdede på et
tidspunkt med farveseparationer og blev i den forbindelse sendt ud i
zoologisk have for at fotografere dyr. Jeg valgte at fotografere tigrene
i deres bure og blev her dybt fascineret af de store flotte dyr, der
travede rastløst rundt i deres bure. Alene at betragte farvespillet i
deres striber, set op imod de sorte tremmer, var smukt," husker Uffe
Christoffersen.
Han var solgt. Han havde fundet "sit motiv". Efterfølgende tog han flere
gange ud til zoologisk have for at tegne de kraftfulde dyr.
"Jeg opdagede mere og mere, at tigrene havde alt, hvad man kunne ønske
sig af et godt motiv: Spændende proportioner, indre kraft, bevægelse,
skønhed og mystik," siger kunstneren.
Farvens kraft
Uffe Christoffersen er tydeligvis en ekspressiv maler. Og hans
fornemste våben er farven. Og her er han videnskabelig i sin passion
"Jeg har for eksempel været stærkt
optaget af okker. Den har jeg fundet i flere varianter hernede i
Sydfrankrig, hvor jeg har besøgt flere okkerbrud, for at studere farven
og dens bestanddele. I et af okkerbrudene, i Roussillon, så jeg bl.a.,
hvordan okkeren lyste op i skrænterne i form af store striber. Da
bestemte jeg mig for at lade de lodrette okkerstriber, der lyste gult
og rødt i solen, danne udgangspunkt for mine malerier," fortæller Uffe
Christoffersen.
Han er i dag tilknyttet tre gallerier i
Danmark: Galerie Annette Birch i København, Galleri Gl. Lejre i Lejre og
Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast. Og hans billeder bliver stort set
hver gang flået ned af væggene af ivrige kunder. Man kalder det succes.
Uffe Christoffersen har desuden flere gange udstillet på danske
kunstmuseer.
Tigrene er i den virkelige verden en
truet dyreart. I Uffe Christoffersens billedverden er de elskede og
efterspurgte. Og deres brøl fascinerer og fryder.
Ole Lindboe
Redaktør af Magasinet Kunst/Redaktør af DK4’s kunstmagasin Kunst i Øjet.
Artiklen blev bragt i
magasinet KUNST nr. 2, 2006
Se artiklen fra KUNST nr. 2, 2006 som PDF
her |